Hej Britta & Co.

Hermed som lovet lidt, der måske kan tjene til inspiration til, hvad man kan lave i London. Det er i hvert fald ting, som vi har fundet spændende; men smag og behag er jo forskellig, så brug det kun som inspiration. (Men det var smaddersjovt at finde frem, for så kom jeg til at tænke på alle de ting, som jeg gerne vil, eller gerne vil igen, i London!)

First of all, transport: man kører med undergrundsbanen, the "Underground"! Personligt finder jeg det en oplevelse i sig selv: der er så mange, spændende forskellige stationer med kringlede gange, og arkitekturen med de forskellige "tubes" er også fascinerende (hvis man "er til" den slags). Når I skal være der så længe, som I skal, vil jeg tro, at det billigste er at købe et "Weekly Travelcard". Jeg har aldrig selv haft et, men er blevet anbefalet det af dem i billetlugen, men har manglet, det man skal bruge: et pasbillede til et "Photocard"(!) Så overvej at ha' sådan et med.

Se også kopien af "Travelling in London" , som jeg vedlægger. (Bemærk at den er et par år gammel, så visse ting kan have ændret sig - f.eks. priserne - men generelt er det meste sikkert stadig det samme. "Weekly Travelcard" står på side to yderst til højre, "Photocards" på side 1 yderst til venstre.)

 

Du nævnte selv en tur på Themsen. Det kan anbefales. Vi tog en båd fra Westminster Pier, der ligger lige nedenfor Big Ben (parlamentsbygningen") på det "lodrette" stykke af Themsen på kortet, I har fået med. Der er afgang andre steder, men dette er den, vi har prøvet (og synes om). Vi tog med til Greenwich, men man kan både komme kortere og længere. I bemærker "Tower of London" (og "Tower Bridge" - dén er flot "live"!) til højre på kortet. På kopierne vedr. "Docklands" er der to kort, hvor det første starter ca. ved "Tower Bridge". og det sidste viser selve Docklands med Greenwich på "ydersiden" af den sydlige krumning af Themsen. Vi synes at parken omkring Greenwich observatoriet - nu museum - er hyggelig, men vi har ikke prøvet at være der allerede i februar, så det afhænger måske af vejret. Det historiske skib Cutty Sark ligger også i tørdok i Greenwich og er museum. I øvrigt spiste vi frokost på "The Trafalgar (Inn)", der ligger nede ved Themsen; jeg har sat et grimt kryds på kortet. Dér kan man bl.a. få den engelske specialitet Whitebait, som I skulle prøve, hvis I tør - og I ka' li' fisk! (Hvis vi havde været sammen - og jeg måske kendte jer bedre - ville jeg ikke ha' sagt mere, men hvis I ikke er til eksotiske fremmede ting, skulle I måske lige se, hvad det er først; men det er en ret - og vi har fået det, og skal sikkert ha' det igen.)

Vi tog "Greenwich Foot Tunnel" under Themsen. Da vi var der, var "Docklands Light Rail" (DLR) lukket på det yderste stykke, men hvis det ikke havde været, havde vi taget det tog tilbage gennem "Docklands". Om man kan li' Docklands er nok et spørgsmål om smag, men man kan i hvert fald stå af (jeg vil nok anbefale "Heron Quay" eller den før eller efter) og kigge på det og så stå på igen.

Den ene endestation for DLR er Tower Gateway, der ligger lige ved - Tower of London. Det nævnte du jo selv, at I måske ville se. Vi har endnu ikke nået det, men vil gerne.

Lige på den anden side af Tower Bridge men på samme side af Themsen ligger

St. Katharine's Dock og dén er hyggelig!! Og "The Dickens Inn" dér er et besøg værd.

 

Harrods er meget typisk engelsk og er helt sikkert et besøg værd. Det ligger på Brompton Road i Knightsbridge og man står af på Knightsbridge Station, hvorfra der vistnok er skilte, der viser til Harrods. Man skal lige være opmærksom på, at rygsække skal man lade blive liggende ude i Rolls'en - ellers skal man over i deres garderobe med dem (koster penge). Ellers er priserne vel ikke anderledes end andre steder. Tag også specielt et kig ind i deres madafdeling - meget anderledes end hvad vi er vant til i Danmark, men spændende. I parfumeafdelingen kan der være levende musik: en gang vi var der, sad der en dame og spillede på harpe; det både lød og så hamrende godt (ud). Snyd heller ikke jer selv for elevatorerne - der er flere, så find de "rigtige". Og mange, mange andre sjove, anderledes ting. (Bogafdelingen er også fin, men mere om boghandlere senere).

Ellers er det traditionelle handelsstrøg jo Oxford Street. Det er da meget godt, men personligt er jeg/vi nok mere til de små gader. Der ligger dog nogle udmærkede plade- og tøjforretninger (jeg har bla. købt billige skjorter og den klassiske afdeling i f.eks. Virgin Records er stor).

En hel anden slags handelsstrøg er Portobello Road, en lang(!) og berømt markedsgade. Sjovt sted! I kan finde den mellem kvadranterne D2 og E2 på kortet; stå f.eks. af på Notting Hill Gate station og gå derfra. (Filmen "Notting Hill" foregår i det kvarter.)

 

På vej derud kan man stå af på Lancaster Gate station og tage trappen op: 133 (el. er det 175?) trin op. Hvis ikke det blæser for meget er en tur gennem parken Kensington Gardens hyggelig. Hvis man er til museer og specielt historie kan man besøge Kensington Palace. Et besøg her er det "hurtigste" - og vi havde et spændende besøg der engang - men hvis man virkelig er til sådan noget, kan Hampton Court Palace varmt anbefales. Det var derfra bl.a. Henry 8th regerede, og man lærer en masse om engelsk historie i perioden ca. 1500 - 1750. Men dan jer selv et indtryk fra programmet fra '97, som jeg vedlægger. (Man kommer derud med tog fra Waterloo station, såvidt jeg lige husker, og togturen ta'r ca. 30-40 min.)

 

En gåtur langs Regent's Canal og ud til Camden Town (C4 til B7 på kortet) har vi endnu selv til gode, men der skulle være hyggeligt både langs kanalen og i Camden Town.

 

Et hyggeligt sted, hvor jeg vil hen hver gang, jeg er i London, er Covent Garden. Det gamle torv er omdannet til en masse småboder og der plejer at være levende musik i "bunden" af torvet. Det er hamrende hyggeligt at sidde dér og høre musik! (Ingen entré, men man gi'r gerne en skærv, når hatten går rundt; og så koster det selvfølgelig kaffen eller vinen eller hvad man nu får, hvis man sætter sig - ellers kan man bare stå.) Af "rigtige" koncerterter, har vi været nede i krypten under St. Martin-in-the-Fields kirken og høre Vivaldi engang; eksempel på program vedlagt. Kirken ligger lige nord for Charing Cross stationen.

 

At gå i teateret i London er også en speciel - men lidt dyr - oplevelse. Typisk kan hotellet være behjælpelig med billetter, men man skal nok forsøge at book'e med det samme, man kommer - eller endnu bedre hjemmefra gennem ens rejsearrangør(!), for det kan være svært at få noget til samme aften.

 

 

Men ellers kan det anbefales bare at gå rundt i byen om aftenen - vi er meget begejstrede for stemningen. Kvarterene rundt om Shaftesbury Avenue, der løber fra Picadilly Circus (E7 på kortet) og nordøst mod den ene ende af Oxford Street, er hyggelige: og lad jer ikke skræmme væk: det er ikke kun et "frækt" kvartér nord for S'bury Av. Lige syd for samme gade, når man kommer lidt op ad den, ligger London's "Chinatown". På nordsiden af gaden udfor National Westminster Bank helt nede ved Piccadilly Circus sidder der gerne en masse portræt-tegnere.

På den ande side af Charing Cross Road er det, såvidt jeg husker, kun syd for S'bury Av., at der "sker" noget, ned mod Covent Garden og lidt videre.

I alle disse kvarterer ligger der mange hyggelige pubber. En anden pub, der er et besøg værd, hvis man kommer den vej, er The Old London Inn/Pub (jeg husker ikke lige navnet præcist), der ligger nedenfor St. Paul's Cathedral (lidt nede ad Ludgate Hill, når man går "ligeud" fra forsiden af katedralen; (kvadrant D9 på kortet). Nedenunder, hvis man går ned ad trappen, lige når man kommer ind, er det som at sidde i et privat bibliotek - mægtig hyggeligt. Man kan få noget at spise til frokost på de fleste pubber, men pas på, hvis I planlægger det: de lukker for maden meget tidligt - jeg er lige ved at tro halv to, men eller to som det seneste!!!

 

Så er jeg ved at være igennem de notater, jeg lige havde lavet, bortset fra den med boghandlerne, hvis man er til det - det er jeg(!) Man finder de største boghandlere på Charing Cross Road (D7-E7 i den østlige ende), men Foyle's har også en stor afdeling oppe i universitetskvarteret såvidt jeg husker (jeg plejer bare at gå derhen) på Torrington Place ("bunden" af C7).

Dette var, hvad jeg lige kunne skrive om. Betragt det blot som idéer - noget af det sjove er også selv at finde sine egne oplevelser i London! (Som vi mægtig gerne vil høre om, når I kommer hjem.)

GOD TUR!

 

/Flemming