Jeg havde lovet mig selv, at hvis det på nogen måde var muligt, ville jeg til årsafslutningen på Marselisborg Gymnasium i 2002, når jeg havde 25 års jubilæum. Det lykkedes!

Men da vi jo i klassen havde holdt jubilæumskomsammen 14 dage tidligere, var det faktisk kun mig, der repræsenterede z klassen. Vi var dog bedre repræsenteret (i hvert fald antalsmæssigt:-) end x klassen, hvorfra der vist ingen var; jeg hørte, at de vist havde holdt deres komsammen en uge tidligere; var der nogen, der hørte fra Dorte, om hendes klasse skulle det?

Årsafslutningen skulle starte kl. 10 i Århus Arena (enhver by med respekt for sig selv skal jo nu ha' en "arena" :-)
Men lidt vemodigt, at det ikke var i 'den arkitektoniske perle' Marselisborghallen, hvorfra vores dimission jo foregik.

Selvom jeg var den eneste fra vores klasse, mødte jeg dog nogle andre, jeg kendte, bl.a. Vibeke Pedersen ("Vibber") fra b klassen og Anne (Katrine) Thorsted (fra y).

Da vi i sin tid blev studenter, syntes man jo, at 25-års jubilarerne var lidt halvgamle - men nu kan man jo godt se, at man tog fejl!! :-)
Her ved 25-års jubilæet synes man måske det samme om 40- og 50-, for slet ikke at tale om 60-års jubilarerne - meeeeen mon ikke det viser sig om 15, 25 henh. 35 år, at man igen tog fejl!?

Under velkomsten sagde (den nye) rektor velkommen til alle, også specielt jubilarerne, og det gav et morsomt perspektiv, at skolens første data-vejleder også blev nævnt som 25-års jubilar som lærer på skolen. Lidt tankevækkende, at EDB-revolutionen endnu ikke var startet, da vi gik på skolen; der fandtes selvfølgelig computere, blot endnu ikke på skolen: den første IBM Personal Computer, der, skulle nogen ha' glemt det, er oprindelsen til PC betegnelsen, kom først frem i '81 - og kostede omkring 100.000,-
... endda i '81-kr!    (Og så var processorhastigheden så høj som 4,77 MHz, den havde 64k byte RAM, 200 x 320 punkts grafik - og selvfølgelig ingen harddisk:-)

 


Ligesom ved vores dimission i sin tid, leverede gymnasiet selv musikken, men i modsætning til i vores tid, hvor det jo var Østjydsk Musikforsyning, og hvorfra flere medlemmer har gået på Marselisborg, der leverede musikken, så leveres hele den musikalske underholdning (undtagen måske messingblæserne, der stod udenfor ved indgangen, da vi kom?) af nuværende - eller netop afgående - elever! Første nummer - ved "2. MUS" - var endda noget af "vores" musik (note): U2's "I still haven't found what I'm looking for" - glimrende fortolket!

Herefter uddeling af årets legater og "genkendelsens glæde" ved igen at høre om "Symaskinefabrikant Anders Jespersen og hustru Ane Jespersen's legat" - dét har I andre garanteret heller ikke lige tænkt på i alle årene:-)    En pudsig nyskabelse var "Overlærer Viktor Ehlers' legat", hvor selv samme Overlærer Ehlers ved årtusindskiftet, havde indstiftet endnu et legat, der (i modsætning til det oprindelige) kun udbetales i fem år ( til fem elever pr. år) med 2000,- kr ved translokationen i år 2000, 2001,- kr i 2001, og .... fortsæt selv. Vittig gammel fyr.

Eksamensbevisuddeling 2002 Efter afsyngelse af Steen Nørgård's skolesang 'Marselisborg' (er den ikke fra efter vores tid?) var der uddeling af eksamensbeviser til ca. 135 elever fordelt på 6 klasser: a, b, c, w, x, y og .... ingen z!   Der var simpelthen ingen fra z klassen, der bestod i år!   (Forklaringen er at klassen - der hed 3.dz - er en "Tema Danmark klasse" der er på et 4-årigt forløb:-)


Fra 50-års jubilarerne forlød det senere - "uofficielt" - at studenterne nu om dage er mere nydelige, end for 25 år siden. Det har de såmænd nok ret i: vi var nok generelt, ska' vi sige mere "fordomsfrit" (ikke at jeg vil beskylde nutidens unge at være fordomsfulde!), påklædt:-)    Og vist alle havde huer på. Nogle dog med sorte huer. Snakken gik ivrigt på jubilar-rækkerne, hvad dét mon skulle betyde? Forslagene var f.eks. om det var nogen, der ikke var bestået, om det var en politisk manifestation eller protest, eller...? Jeg ville selv efterfølgende ha' spurgt én, men da jeg fik at vide (af en 50 års jubilar jeg kender:-) at det var dem, der havde haft græsk, tænkte jeg, at det ikke var nødvendigt at spørge selv. Men det skulle jeg nok ha' gjort alligevel, for da jeg efterfølgende talte med Annamarie Bjerkø (hyggelig snak, se senere) sagde hun, at der ikke var græsk på gymnasiet, og at hun mente, at det bare var den oprindelige studenterhue - fra før forrige århundredeskifte(?) ["Efterforskes"!] Tilbage til den generelle påklædning: noget havde dog ikke ændret sig: mange piger havde "cowboy-jakker" på ligesom der da også var et par fyre i hvide bukser og hvid skjorte, som en anden én mener, han også var:-)

(historien om dem der lige smuttede ud og ryge? )

'Panelet' gi'r nummeret 'Sidste time' Herefter det andet musikalske indslag: Panelet bestående af Sara (forsanger), Sofie, Mathias og Kasper fremførte "Sidste time" - til dimittendernes store hujen (på de relevante steder i sangen). Sara startede med at undskylde sin stemme, der nok led lidt under "gårsdagens strabadser". Men igen: det er s.. nogle "professionelle" unge mennesker, så flot var det(!)

I sin dimissionstale brugte rektor bl.a. historien om Kejserens ny Klæder til at tale om fælles værdier. Han havde set "Grisk når det gælder" med sin søn engang, hvor en (ung) deltager havde fået spørgsmålet: "Hvad kejseren havde på i Kejserens nye klæder?" og havde fået mulighederne: en lille skid, ingenting og én ting til, som jeg ikke længere husker. Den unge mand havde angiveligt tænkt sig om og svaret: "Ja, nu har jeg jo ikke set den, men jeg gætter på, at det må være en lille skid". Rektors søn - på 12! - havde sagt: "Hvordan kan man ikke vide dét?!", hvilket rektor så brugte til at tale om vigtigheden af fælles værdier. Men det sjoveste var, da han sidst i talen sagde, at han var sikker på, at man ikke sendte årets studenter ud "uden noget på" og han håbede også på, at det heller ikke var med en lille skid på - stor jubel på tilskuerpladserne:-)

MGP-bandet Lounge gi'r nummeret 'V.I.P' Sidste musikalske indslag var MGP-band'et Lounge, der gav "V.I.P." Meget dynamisk leveret! Gad vide hvor mange af dém, der "bliver noget ved musikken"?

Før afslutningssangen var sidste indslag dimittendernes egen tale - en kanon-tale ved Dea fra 3.c! Det var der også generel enighed om i jubilar-gruppen, selvom Professor Fanger fra DTU (50 års jubilar) konstaterede, at "sådan noget lærer de unge mennesker jo nu om dage." Det ændrer dog ikke ved, at den var brandgo'(!)



Skolegården 2002 Herefter gik/kørte man over på skolen, hvor der var fotografering mv. for elever i skole- gården, mens jubilarer var indbudt til et lille glas og et stykke kransekage i kantinen (hvor der tidligere - også i vores tid? - var pigernes gymnastiksal). Af vores gamle lærere var Kirsten Hermann (matematik) og Møller-Madsen(!) til stede. Det blev diskuteret, hvor gammel "Mølleren" er. Nogle mente sidst i 80'erne, andre mindst 82/83 baseret på, at han med sikker- hed startede på skolen i '43 - hvilket han i øvrigt også selv nævnte i den lille tale, han holdt.
[billede af Møller-Madsen tilføjes, når jeg får det fra min far.]
Marselisborg i 100 aar Det sidste (altså det med hvornår Møller-Madsen startede og ikke det med, hvornår jeg får det billede, min far, der var til 50-års jubilæum(!), tog, vel:-) fremgår også af gymnasiets jubilæums- skrift fra skolens 100 års jubilæum i 1998, som jeg købte (for en fyrrekroneseddel) og som varmt kan anbefales. Det indeholder bla. en liste over samtlige dimittender fra skolen i årene 1902-1997(!)   Skolens "historiker" - Carsten Poulsen - sagde også, at man fra skolens side vil være meget interesserede, hvis man kunne få kopi af gamle billeder, specielt fra skolens hverdag.

For resten kunne Kirsten godt huske, at hun i sin tid brugte at fyre sin søn's (der dengang gik i 1./2. klasse(!)) matematikopgaver af på os gymnasiaster. Jeg kan nu ikke huske nogen opgave specielt (Kirsten kunne noget med én med et bord, en mand, en elefant og noget mere), men jeg mindes, at der vist var nogen af dem, der var svære(!)

Kirsten og Annamarie Ude i skolegården fik jeg øje på Annamarie Bjerkø, som vi havde til formning, og sagde hej. Hun kunne - ikke overraskende - ikke huske mig, for jeg gjorde heller ikke noget stort væsen af mig i formning. Faktisk kan jeg huske, at hun, da vi holdt op, sagde til mig: "Ja, Flemming, du har jo sådan set altid været her [jeg tror ikke, jeg pjækkede en eneste formningstime] - men du har jo ikke rigtig lavet noget."   Dén ku' hun meget godt li' (og det er fuldstændig rigtigt - begge dele:-)     Vi havde en lang, hyggelig snak og da jeg for at lede hende på sporet af, hvem det var vi var, nævnte jeg, at vi trykte T-shirts sidst i 3.g. Det kunne hun ikke huske, at hun havde gjort hverken før eller siden, men hun mente, at hun lige for nylig under en oprydning var faldet over skabelonen til logoet, som vi havde på forsiden. Vi var så nede i formningslokalet for at se, om den skulle være der endnu, men den var nok røget ud under oprydningen (hvis det altså var dén). Vi havde som sagt en lang og hyggelig snak om kunst og kunstudfoldelse mv. og Annamarie fortalte mange spændende ting fra sit liv - men dem gik I glip af:-)

På falderebet mødte jeg Eva Kullberg, da jeg var på vej ud fra skolen. Hun sagde, at hun ikke plejede at komme til jubilæumsarrangementet og derfor kun været ude i skolegården men var så "gået i byen" for at ordne noget, da hun skulle ud at rejse dagen efter. Mon man skulle sende hende en email på et tidspunkt og lige minde hende om igen, at
- hvordan skal jeg sige det.....: nu er også hun så langt i karrieren, at hun har jubilarer! :-)

Jytte Brodersen, mener jeg, er den sidste lærer tilbage på skolen, som vi - i hvert fald jeg - havde (der er selvfølgelig mange flere tilbage fra dengang, men som vi (jeg) bare ikke havde; check selv personalelisten på skolens hjemmeside), men hende nåede jeg (heller) ikke at fange, inden det hele var slut og lærerne var gået til deres afslutningsfrokost. Men måske har Jytte, ligesom Eva Kullberg, "undertrykt" kendsgerningen, at hun nu også har jubilarer:-)

Lauge Jørgensen - "Lauge" - som vi havde til old i 1.g, gik jo på pension efter 1.g og døde, så vidt jeg husker, kun ret få år efter. Rybner ved jeg ikke, hvornår gik på pension, men også han døde få år efter sin pensionering. Kirsten fortalte, at han to dage før havde været ude at løbe i Skåde og været inde hos hende på vejen (og ikke fejlet noget), men så to dage efter om aftenen havde han siddet og set fjernsyn, og da programmet var slut og hans kone ville tale med ham, var han død. Grethe Drud derimod lever stadig og var også ventet til lærernes afslutningsfrokost, men jeg så hende ikke.


Så var det slut. Men minderne har man da lov at ha' - og hermed har jeg forsøgt at dele dem så godt som muligt.
På skolens hjemmeside er der indlagt lidt flere (og bedre:-) billeder fra translokationen 2002.

Sidste opdatering: 04.08.02

(Sidens formattering forudsætter at browserens default font sættes til Times New Roman, 10 pt.)